close

Faktaboks

Peter Carlsen

Peter Smith Carlsen

Født
19. februar 1955, Holbæk
Image
Maleren og billedhuggeren Peter Carlsen udstillede først sammen med De Unge Vilde. Hurtigt gik han sine egne veje. Foto fra 2013.
Peter Carlsen
Af /Ritzau Scanpix.

Peter Carlsen er en dansk maler og billedhugger. Han er uddannet på Kunstakademiet i årene 1977-1983. Peter Carlsen er især kendt for sine satiriske værker, hvor han kommenterer på forskellige tendenser i det danske samfund; især i sine malerier af figuren Villy i forskellige situationer, fx Naturforvalter Villy fra 2017 og Coronavilly fra 2020.

Baggrund og inspiration

Peter Carlsen var med på gruppeudstillingerne Kniven på hovedet (Tranegården, Gentofte Bibliotek 1982); Græsset malker koens ben (Værkstedet Værst 1983) og Uden titel – De unge vilde (Aarhus Kunstmuseum 1983). Disse udstillinger beskrives ofte som startskud for De Unge Vilde, der bl.a. er kendte for en ekspressiv malemåde og for at blande forskellige motiver og emner sammen på overraskende og uhøjtidelige måder. Carlsen gik dog hurtigt sine egne veje med en figurativ malemåde og mange portrætter, fx Anker Jørgensen 1996.

Udvalgte værker

Villy-værkerne

Figuren Villy ligner Carlsen selv temmelig meget af udseende, men er altid iført en hvid tropehjelm eller en anden form for hat, der giver ham et 'udklædt' og iscenesat udseende. Værkerne med Villy hedder ofte noget med Villys eget navn; lidt ligesom når tegneseriefigurerne Smølferne har navne efter en bestemt funktion eller egenskab, fx Bagesmølf eller Gammelsmølf .

Carlsen bruger Villy til at pege på emner og situationer, der har betydning for det danske samfund og danskernes hverdag. Villy har derfor både hamstret toiletpapir under Corona-nedlukningen i 2020 og været forarget over digteren og filminstruktøren Jørgen Leth med Ekstra-Bladet i hænderne og en nøgen kvinde ved sin side (Maler og model. Hommage á Jørgen Leth, 2011).

I det store maleri Danmark 2009 (2007-2009) optræder Villy i heltepositur med svingende dannebrogsflag. Maleriet er en parafrase over Eugene Delacroix' berømte maleri Friheden fører folket på barrikaderne fra 1831. Men hvor den franske nationalmoder Marianne fører det franske folk mod sejr på Delacroix' maleri, er Villy på Carlsens maleri anfører for en flok af vrede roligans, præster og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Image
Peter Carlsens maleri Danmark 2009 med figuren Villy i front. 260 x 325 cm, olie på lærred, Det Nationalhistoriske Museum Frederiksborg Slot, Hillerød. Værket er en ironisk kommentar til Eugene Delacroix' maleri af de franske arbejderes kamp for lighed og retfærdighed. Hos Carlsen er det noget tvivlsomt, hvad det er for nogle værdier, mennesket kæmper for.
Peter Carlsens maleri "Danmark 2009"
Af /Sara Galbiati/Politiken/Ritzau Scanpix.

Verdensmestre, 2011

Image
Peter Carlsens skulpturgruppe i stentøj, Verdensmestre, blev i 2011 opstillet foran Vejen Idrætscenter. I skulpturen kommenterer Carlsen på sportens fokus på vindere og på den måde, mennesket 'vinder' på i samfundet gennem forbrug og karriereræs med store konsekvenser for naturen.
Skulpturen "Verdensmestre"
Af /Ritzau Scanpix.

Verdensmestre er en tre meter høj skulptur, som Peter Carlsen har lavet særligt til pladsen foran Vejen Idrætscenter. Skulpturens titel peger på sportens verden, hvor man ofte fokuserer på dén, der er bedst: vinderen eller netop verdensmesteren. Der er dog også figurer i Carlsens skulptur, der peger i andre retninger. For eksempel er Villy også med i dette Carlsen-værk, hvor han med en plasticpose fra Brugsen bestiger et bjerg af emballager og andet affald fra forbrugersamfundet. Endelig indgår en mand iført jakkesæt, der kan pege på samtidens karriereræs.

I Verdensmestre kan vi finde spor af mange af Peter Carlsens værker, både tidligere og senere. Udover Villy-værkerne er bjerget af emballage og andet skrald med i Carlsens senere maleri Fordi du gør en forskel (2015), der er en parafrase over Caspar David Friedrichs berømte maleri Vandreren over tågehavet (1818). Men hvor Friedrichs vandrer står med ryggen til og ser ud over et tåget landskab med en vandrestav i hånden, står personen på Carlsens maleri og ser ud over et bjerg af skrald med en plasticpose i hånden. Plasticposen går i øvrigt igen fra tidligere malerier, hvor Villy fx holder en rød og hvid pose fra SuperBrugsen i Danmark 2009.

Udstillinger og samlinger

Peter Carlsen har udstillet på en lang række danske museer og gallerier, fx Vejen Kunstmuseum (gruppeudstillingen Dyret i leret 1997), Randers Kunstmuseum (Villy i vælten, 2001) og Holstebro Museum (gruppeudstillingen Krig, kunst og Danmark, 2013). Hans værker findes i samlingerne på bl.a. Vejen Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum, ARoS Aarhus Kunstmuseum og ARKEN.

I 2025 viser kunstmuseet HEART i Herning en stor retrospektiv udstilling af Peter Carlsens værker under titlen LOST.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig