Gracchus

Som plebejertribun i 133 f.v.t. fremsatte Tiberius et lovforslag, der begrænsede adgangen til besiddelse af ager publicus, således at de tiloversblivende dele kunne uddeles til jordløse romerske borgere.

Forslaget vakte forbitret modstand i Senatet, og en tribunkollega nedlagde veto imod det, men blev afsat på Tiberius' foranledning. Med ham selv som medlem blev der nedsat en kommission til at gennemføre loven. Han foreslog nu, at jorduddelingen skulle finansieres af indtægterne fra det nyerhvervede Pergamon og søgte genvalg som tribun.

Disse utraditionelle skridt øgede modstandernes vrede, og det kom til uroligheder, hvorunder en kreds af senatorer slog Tiberius og en del af hans tilhængere ihjel. Tiberius' lig blev smidt i Tiberen sammen med sine følgere. Denne begivenhed regnes ofte for at markere afslutningen på mellemrepublikken og begyndelsen på senrepubliken i Roms historiske periodisering.

Som plebejertribun i 123 f.v.t. og igen året efter fornyede Gajus broderens jordlov og gennemførte en række andre love, hvoraf de to vigtigste indebar offentlig subsidiering af korn til Roms bybefolkning og en reorganisering af domstolene, som blev åbnet for medlemmer af ridderstanden.

Desuden fik Gajus vedtaget, at der skulle anlægges en koloni af romerske borgere på det sted, hvor Karthago havde ligget. Mens han selv var afsted for at grundlægge kolonien, blev der agiteret voldsomt imod ham, og efter sin hjemkomst tabte han en afstemning om udvidelse af borgerretten; forslaget ville have givet romersk og latinsk borgerret til de italiske allierede.

Dette var sidste forsøg på at udvide borgerretten, og det skulle få tragiske konsekvenser (se forbundsfællekrigen). Det lykkedes ikke Gajus at blive genvalgt som tribun for år 121 f.v.t.; i stedet blev der rejst krav om at ophæve alle hans love. Under nye uroligheder greb han og hans folk til våben, og Senatet erklærede undtagelsestilstand. Gajus lod sig myrde af sin slave, og flere hundrede af hans tilhængere blev dræbt.

De fleste af de antikke kilder stempler Graccherne som demagoger, hvilket næppe er holdbart; men der hersker endnu stor uenighed om, hvorvidt man skal vurdere dem som oprigtige reformatorer eller blot som ambitiøse politikere, såkaldte populares, der anvendte tribunatet for deres egen vinding.

Der er dog ingen tvivl om, at Graccherne indvarslede en ny tid for romersk politik med hyppig brug af utraditionelle metoder, politisk vold og borgerkrige. Dette faktum blev senere anerkendt af Cicero, der så mordet på Tiberius som et vendepunkt i romersk historie.

• senrepublikken
• forbundsfællekrigen
• Bellum Civile