Rugens sange

Rugens sange
Forfatter	Jeppe Aakjær
Sprog	dansk

Rugens sange er en digtsamling af Jeppe Aakjær der første gang blev udgivet i 1906, men kom i nye udvidede udgaver senere. Den oprindelige titel var Rugens Sange og andre Digte, og den er kaldt "den mest berømte af Aakjærs digtsamlinger".

Første udgave udkom i marts 1906, var på 142 sider og bestod af 36 digte hvoraf 30 ikke tidligere havde været offentliggjort. Året før, i marts 1905, var digtsamlingen Frit Felt udkommet. 1906-digtsamling indeholder blandt andet "Sundt Blod" (nok bedre kendt som "Jeg bærer med Smil min Byrde") og "Jens Vejmand", der begge blev sat til musik af Carl Nielsen til stor succes. Carl Nielsen satte også musik til digtet "Den første Lærke". "Naar Rugen skal ind" med førstelinjen "Nu er det længe siden" er i Højskolesangbogen. Det er Oluf Rings melodi der anvendes.

Indhold

Digtene i 1906-udgaven er følgende (oprindelig stavemåde):

Rugens Sange

• "Forspil"
• "Rugen lægges"
• "Vinterrugen"
• "Stensamlersken"
• "Ved Rugskjellet"
• "Jens og hans Viv"
• "Kornmod"
• "Høst"
• "Leen slibes"
• "Høstvise"
• "Hjøle-Thames"
• "Rugen køres hjem"
• "Naar Rugen skal ind"

Andre Sange

• "Karlsvognen"
• "Ved Vesterhavet"
• "Paa Hedens Høje"
• "Vi er Siv"
• "Barnet og den gamle Gaard"
• "Tre-Konger"
• "Den første Lærke"
• "Vaar-Rim"
• "Morgendugg"
• "Bondevise"
• "Bondens Datter synger"
• "Høgen"
• "Sundt Blod"
• "Maanen kysser Rugneget"
• "Hummeren"
• "Øwer æ Æwn'"
• "Jens Fisker"
• "Æ gammel Smed"
• "Jens Hvøvtrup"
• "Gammel Kjærlighed –"
• "Jens Vejmand"
• "Store John"
• "Jakob og hans Sønner"

Tilblivelse

Om arbejdet med digtsamlingen skrev Aakjær en tekst den 12. oktober 1926 som blev udgivet som forord i de senere udgaver af digtsamlingen:

„

I Sommeren 1905 kom jeg hjem fra Kjøbenhavn med Planen til „Rugens Sange”. Jeg var saa glad ved Tanken; saa sikker paa min Evne. Jeg gik hver Solskinsdag ud over Agrene mod Jebjærg Mose og lyttede til Vippernes melodiske Ringlen i Storrugen paa Laust Østergaards Mark. Det gjærede i mit Indre indtil Sprængning, men det vilde ingen Form ta. Grædende af Skuffelse og Afmagt gik jeg hver Aften til min Seng. — Jeg forsøgte at skifte Opholdssted og drog til Vesterhavet. Her under Bovbjærgs vilde og forrevne Strand skabtes »Høstvise«: „Nu er Sæden lang og gul”. Mere orkede jeg ikke denne Gang.

“

Han fortsatte

„

Jeg kom tilbage til mit Pensionat i Hovedstaden som en fattig, slagen Mand. — Men Ideen blev ved at bore i mig. Kort efter Nytaar 1906 tog jeg atter til Jylland og slog mig ned hos mine herlige Venner Læge Sigurd Rambusch og Hustru i Sjørup. Og nu digtede hele Serien sig som af sig selv. Der var Dage, hvor jeg skrev indtil tre Digte i Døgnet. Det er de lykkeligste Timer jeg har levet. Skjønt jeg til Tider plagedes meget af et nærgaaende Maveonde, der har skaaret altfor mange lyse Dage ud af mit Liv, kunde jeg dog — under Indtrykket af min Skaberglæde — med Sandhed synge:

“

Herefter citerede han første strofe af Sundt Blod:

„

„Jeg bærer med Smil min Byrde, jeg drager med Sang mit Læs; jeg er som den vilde Hyrde, der gjenner sit Kvæg paa Græs.”

“

Han afsluttede med:

„

Det var i Februar Maaned og megen Sne var der paa Jorden. Jeg stod hver Morgen op med Solen og gik en lang Tur ud ad de ensomme Korsveje, der ender i den vilde Alhede. Naar jeg kom hjem, var Rytmen blevet til, jeg stamped den op af den frostklingre Grus, der under Vintersolens tunge Straaler lignede gyldent Rav. Naar jeg kom tilbage bag min lille Gavlrude kunde jeg nu med Lethed fylde Formen med skjøn Høststemning. Endnu vaadt af Blækket blev de enkelte Digte baaret ned ad Trapperne og læst højt for mine brave Værtsfolk. Midt under Sangen kom saa den Meddelelse til mig over Ørkenen, at man havde givet mig det Anckerske Legat. Det satte Tonen endnu en Kende i Vejret; jeg skrev »Paa Hedens høje« og begyndte at lægge Planer for en lang Evroparejse, der sluttede hos min Frænde Robert Burns. — Ja, hvor var det skjønne Dage! Og nu sender jeg saa disse Sange ud for niende Gang. Jeg har ønsket at gjøre Samlingen lidt fyldigere end oprindelig, hvad jeg haaber, man ikke vil lade mig høre ilde for.

“

Digtsamlingens motto er:

„

Jeg er ikke en profet og ikke en profets søn, men jeg er en hyrde og en mand som sanker vilde morbær

“

Det er et citat fra Amos' Bog kapitel 7, vers 14 som i den moderne oversættelse lyder "Amos svarede Amasja: »Jeg er ikke profet, jeg er ikke profetdiscipel; jeg er kvægavler og dyrker morbærfigner."

1906-digtsamlingen er indskannet af Det kongelige Bibliotek og gjort tilgængelig på Internettet. Den er også digitaliseret og gjort tilgængelig på Kalliope.org.

Modtagelse

I en anmeldelse i Adresse-Avisen fra april 1906 hed det at "Jeppe Aakjær er en af de meget faa blandt vore litterære Næringsdrivende, som kan taale at blive kaldt Digter uden af faa et Skær af Komik over sig" og Rugens Sange "viser hans Evner fra deres bedste side". Om digtet "Jakob og hans Sønner" mente anmelderen at det var "intet mindre end banebrydende i vor Bondeskildring. Det er i sin brede Pragt utvivlsomt klassisk".

Torben Brostrøm: "en fornøjelse at genlæse Rugens Sange".

Ved udgivelsen af 14. udgave i 1982 fandt anmelderen Torben Brostrøm at det var "en fornøjelse at genlæse Rugens Sange", og sammenlignede den med Johannes V. Jensens digtsamling Digte fra samme år. Han nævnte Jensens digtsamling var langt mindre udbredt mod Aakjærs, der "havde fra første færd stor gennemslagskraft og fik kolossal udbredelse".

I Danske Digterruter for Jeppe Aakjær omkring Jenle på Salling indgår flere digte fra Rugens sange.

Eksterne henvisninger

• Aakjær, Jeppe (1919), Mit Regnebræt: En Selvbiografi, Det Akademiske Antikvariat
• Mette Francke (6. juni 2019). "Litteratur om Rugens sange". Litteratursiden.